Psykiatri

En vigtig del af sundhedsreformen er ligestilling og integration af psykiatri og somatik. Den nye organisering skal sikre bedre og mere sammenhængende forløb på tværs af specialer.

Ligestilling og integration af psykiatri og somatik

Den daværende SVM-regering indgik sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre Aftale om Sundhedsreformen 2024, hvor integration af psykiatri og somatik indgår som en del af omstillingen af sundhedsvæsenet. Integrationen skal sikre større sammenhæng og kvalitet i patientforløb for patienter med både psykisk og somatisk sygdom. På den baggrund har den daværende SVM-regering og Danske Regioner indgået Aftale om ligestilling og integration af psykiatri og somatik. 

Med aftalen er der enighed om, at psykiatrien og somatikken ledelsesmæssigt, organisatorisk og administrativt integreres på regions- og hospitalsniveau. Det skal skabe et grundlag for, at patienter med komplekse forløb og behov for samtidige og koordinerede indsatser får den rette behandling af høj kvalitet i tide. Det skal samtidig understøtte den fortsatte afstigmatisering af psykisk sygdom og bidrage til, at mennesker med psykisk sygdom i højere grad oplever at være en del af det samlede sundhedsvæsen.

Initiativet bidrager desuden til yderligere at styrke det igangværende arbejde med et markant løft af den samlede indsats for mennesker med psykiske lidelser.

Psykiatri og sundhedsråd

Ligestilling og integration af psykiatri og somatik skal understøtte sundhedsrådenes arbejde med at højne kvaliteten i den tværgående indsats for mennesker med både psykiske og somatiske lidelser. Sundhedsrådene skal på dette grundlag udvikle stærke og sammenhængende indsatser, der går på tværs af hospital og kommune og styrker de nære tilbud.